Farahan tæpper

Ferahan, Farahan, Feraghan 

Ferahan-området, Ferahan-dalen, vest for Arak er et område, som omfatter dele af både Hamedan-provinsen og Arak-provinsen. Her har man stolte traditioner inden for tæppekunsten, men disse tæpper ses sjældent i handelen i dag. Det er meget smukke tæpper i gode, tætknyttede kvaliteter. Den lokale uldkvalitet er glansfuld og god. Mange af de tæpper, der i dag knyttes i byen Ibrahimabad, bliver knyttet efter de gamle traditioner, og de er næsten de eneste, der endnu med rette kan kalde sig Ferahan. Mønstret er som oftest Herati-mønster (også kaldet Ferahan-mønster), som dækker hele tæppet, indrammet af en Herati-bort og flere små borter. Kæde- og skudtråde er bomuld, knyttet med Ghiordes-knuder, og knudetallet ligger på 200.000-500.000 pr. m2. Der findes til tider meget smukke og gamle eksemplarer i handelen. De kan være meget værdifulde, hvis de er i fin stand.

Læs mere om  Hamedan og Arak her:

Hamadan, Hamedan 
(De fleste tæpper fra Hamadan-provinsen er gode brugstæpper. De er generelt robuste og slidstærke.)

Byen Hamadan, der tidligere hed Ekbatana, ligger ved Alvand-bjergene i 1900 meters højde. Klimaet er behageligt om sommeren, for her er køligere end i mange andre iranske storbyer, men om vinteren er der forholdsvist koldt. Byen er centrum for et af Irans største tæppedistrikter. Hamadan-området er et stort område med mange hundrede landsbyer, som alle er kendte for deres egne mønstre og kvaliteter. Tæpperne herfra har deres egne navne, alt efter hvor de kommer fra, men da byen Hamadan er opsamlingsby for hele området, betegnes disse tæpper slet og ret som Hamadan-tæpper, også selv om de ikke er knyttet der.

Markazi-provinsen
Arak-området 

Arak-området omkring byen Arak er et rigt landbrugsområde, hvor befolkningen taler farsi (persisk). Arak blev grundlagt i det 19. århundrede og hed dengang Sultanabad. Til tæppeområderne her hører Saroug, Ghiassabad, Djozan, Malayer, Saroug-Mir, Mahal, Wiss, Bordjalo og Lilihan. I over 200 år har man knyttet tæpper i Arak-området. Det var købmænd fra Tabriz, der i midten af 1800-tallet blev opmærksomme på de dygtige knyttere i Arak, hvor ulden, farverne og de harmonisk opbyggede mønstre gjorde, at tæpperne hurtigt blev populære eksportartikler til Vesten. Uldkvaliteten i hele Arak-området var generelt ret god. Det forblev populære tæpper, og man anvendte i stor stil naturfarver ved indfarvningen. I dag er god uld og naturfarver ikke længere en selvfølge, men der er stadig nogle producenter tilbage, som kæmper for at holde de gode, gamle tæppetraditioner i hævd.
(De fleste tæpper fra Arak-området er gode brugstæpper. Der er generelt anvendt god uld og tæpperne er slidstærke.)

Kilde:
Dette er et uddrag fra bogen Ægte tæpper knyttet med kærlighed, skrevet af Martin Munkholm.
Denne informative tæppebog kan endvidere lånes på danske biblioteker og købes her på hjemmesiden: http://www.belle-rugs.dk/dk/ekspertise/taeppebog/
Bogen er udgivet af Muusmann forlag.
Se mere her: muusmann-forlag.dk

Nedenfor kan du finde vores udvalg af Farahan tæpper.

Farahan Tæpper

Farahan


  • 1
Der er ingen varer i denne kategori!
  • 1