Maschad tæpper

 Mashad, Mashhad, Maschad, Meshad  

Hovedstaden i Khorassan hedder Mashad. Den beskrives af mange som den smukkeste by i Iran, næstefter Isfahan, og ligger ca. 1000 meter over havet, midt i en frugtbar oase. Mashad er den vigtigste af pilgrimsbyerne i Iran. Her findes Imam Rezas Mausoleum. I år 818 blev den ottende Imam Reza (Ali al-Ridâ) forgiftet og dræbt her af al-Ma’mûn, og byen er siden blevet kendt som ”Martyrernes By”. I perioden under safaviderne (1502-1736) foretog shah Abbas I en pilgrimsrejse til Mashad, og i 1602 lod han bygge en enestående smuk moske med en forgyldt kuppel over graven.

Fakta om Mashad Mashad ligger i det nordøstlige Iran i Khorasan-provinsen. Byen har mere end 2,5 millioner indbyggere og er en af Irans helligste byer. Her ligger profeten Imam Reza begravet. At besøge Mashad er en vigtig del af pilgrimsrejsen for en shiamuslim. I dag har Mashad stor betydning som tæppeby og er samtidig opsamlingsby for de tæpper, som de mange nomader i området producerer. Byen er berømt for sin gode uld. I basaren har vi fået at vide, at mange avlere producerer så god en uld, at den sælges til andre områder. Det anses som et godt salgsargument og giver et ekstra plus at sige ”Pashme-i-Mashad”, hvilket betyder ”ulden er fra Mashad”. Det er også en stor oplevelse at se basaren med tæpper overalt, som alle er knyttet i området, at se og mærke dem og alligevel undre sig over, hvor forskellige de er. I selve byen Mashad knyttes gode, slidstærke tæpper. Mønstret er kultiveret og smagfuldt med en central medaljon, og bundfarven er oftest rød. Det er en let kendelig violetrød farve. Den får man, fordi man ikke som de fleste andre steder anvender kraprød, men kochenillerød ved indfarvningen. Der knyttes med Senneh-knuder (persiske knuder), og knudetallet ligger på 200.000-500.000 pr. m2. Det mest berømte værksted i Mashad nogensinde var Soltan Ibrahim Mirza. Senere kom bl.a. Amoghli, Khamenei og Zarbaf til. Amoghli var et af de mest anerkendte tæppeværksteder i Persien i det 20. århundrede, under Ali Khan Amoghli og Abdol Mohammad Amoghli. Deres tæpper var blandt de foretrukne i shahens paladser under

Pahlavi-dynastiet.

Turkbaff

Ser man et tæppe benævnt Mashad-Turkbaff, betyder det, at det er knyttet med Ghiordes-knuder af det tyrkisktalende folk i området. De har bragt den tyrkiske knude med sig.

Neishapur, Nishapur, Neyshabur Videre vestpå kan man køre langs den venezianske opdagelsesrejsende Marco Polos gamle ”Silkevej” til Indien. For hver 30 km har der ligget et karavanserai. Denne distance udgjorde en dagsrejse for en karavane, og her kunne man overnatte i sikkerhed for landevejsrøvere. Fortsætter man mod vest, kommer man til byen Neishapur. Her ligger den store digter og filosof Omar Khayyám (1048-1131) begravet. Han skrev bl.a. digtsamlingen ”Rubaijat”, som er blevet oversat til de fleste sprog, også til dansk af Arthur Christensen i 1943. Der knyttes tæpper i området. Aktuelt er det mest tæpper i Nain-design, man ser på vævene, og kvaliteten er meget varierende.

Sabsavar

Sabsawar, Sabsavar, Sabzevar

Kører man 150 km mod vest, kommer man til byen Sabsawar. Her knyttes nogle af de smukkeste tæpper i området. Mønstret er det samme som i Mashad-tæpperne, nemlig en central medaljon og blomsterranker. Ulden er i topkvalitet, og farverne er naturfarver. Tæpperne er også lidt dyrere i handelen.

Kilde:
Dette er et uddrag fra bogen Ægte tæpper knyttet med kærlighed, skrevet af Martin Munkholm.
Denne informative tæppebog kan endvidere lånes på danske biblioteker og købes her på hjemmesiden: http://www.belle-rugs.dk/dk/ekspertise/taeppebog/
Bogen er udgivet af Muusmann forlag.
Se mere her: muusmann-forlag.dk

Maschad Tæpper

Maschad


  • 1
Der er ingen varer i denne kategori!
  • 1