Belouch

Belouch, Balouch, Baluch, Beluch 

Belouch-tæpper knyttes i den østlige del af Khorassan og hele vejen langs den iranske grænse til Pakistan og Afghanistan. De knyttes mest af Belouch-nomader, men også af fastboende i byerne Turbat-i-Jam og Turbat-i-Haidari samt i Firdaus. Både nomader og fastboende knytter på den vandretliggende vævtype. Man ser mange Belouch-tæpper i handelen. En del af dem er typiske bedetæpper med en strengt stiliseret opbygning og et meget enkelt fyldmønster, f.eks. en stiliseret udgave af ”Livets Træ” eller stiliserede fuglemønstre. Fælles for Belouch-tæpperne er den rødbrune bundfarve. Det er som regel rolige tæpper med mange borter. Alle er knyttet med Senneh-knuder (persiske knuder). Kvaliteten på Belouch-tæpper er noget af det, der kan svinge allermest, og det er vanskeligt at angive et knudetal – det kan svinge helt fra 80.000 til 750.000 pr. m2.

Mashad-Belouch 

Tæpper, der i handelen betegnes Mashad-Belouch, har fået dette navn, fordi Mashad bruges som opsamlingsby for dem. De hører kvalitetsmæssigt til de bedste af Belouch-tæpperne og kan være små mesterværker af høj kvalitet. Ofte afsluttes der med flere kunstfærdige kelimborter. Kæde- og skudtråde er ofte bomuld, og tæpperne er knyttet med Senneh-knuder.

Afghan-Belouch 

Afghan-Belouch er typiske nomadetæpper, hvor kæde- og skudtråde er uld og fæhår. Selv om kvaliteterne varierer meget, må man sige, at det kan være yderst charmerende tæpper i den gunstige ende af prisskalaen. Som navnet antyder, er det Belouch-tæpper fra den afghanske side af grænsen.

Zabol-Belouch 

Zabol-Belouch så man mange af i handelen i 1970’erne. Desværre ser man ikke så mange i dag. De knyttes nær grænsen til Pakistan i byen Zabol og dens omegn. Deres mønstre er inspireret af tæpperne fra Khorassan-området, det sydøstlige Iran, men man ser også eksemplarer i stil med de øvrige Belouch-tæpper. Farveholdningen er gylden, sort, beige, teglrød og somme tider over i det orange. Det er som oftest charmerende tæpper i gode kvaliteter og naturfarvet uld. Kæde- og skudtråde er uld og fæhår.

Kurdi-Belouch

Gouchan, Guchan, Gochan, (Kurdi-Belouch) Ghombad-Ghabuz Gouchan-tæpper, Kurdi-Belouch, Ghombad-Ghabuz knyttes i området vest, nord-vest for Mashad af nomader og fastboende bønder. Mønstrene er enkle med motiver som f.eks. vædderhorn, skorpioner, oktagoner og store stiliserede medaljoner. Nogle af motiverne er ofte knyttet i silke. I det hele taget er de meget inspireret af mønstrene fra Azerbadjan-området (det nordvestlige Iran og grænseområdet til Tyrkiet og Rusland). Der er tale om varme røde, gyldne, orange og sorte farver. Ulden farves med naturfarver, og knytningen er Senneh-knuder. Kæde- og skudtråde kan både være uld, bomuld og silke. De kan have op til 750.000 knuder pr. m2.

Kilde:
Dette er et uddrag fra bogen Ægte tæpper knyttet med kærlighed, skrevet af Martin Munkholm.
Denne informative tæppebog kan endvidere lånes på danske biblioteker og købes her på hjemmesiden: http://www.belle-rugs.dk/dk/ekspertise/taeppebog/
Bogen er udgivet af Muusmann forlag.
Se mere her: muusmann-forlag.dk

Nedenfor kan du finde vores udvalg af Belouch tæpper.

Belouch

Belouch